Tillykke med uddannelsen til Resty

TILLYKKE TIL RESTY NAKAWOOYA!

UCC’s socialarbejder, Walter, deltog i sidste uge i festlighederne og dimissionen af 24 elever, som har gennemført et 4 årigt universitetsforløb på faglinjen, ’Urban and regional Planning’ (By- og regionalplanlægning) fra Kampala’s største universitet, Makerere University.








Blandt de dimitterende var også pigen, Resty Nakawooya, som har modtaget fadderstøtte via UCC siden år 2008. Gennem årenes løb har pigen opnået flotte eksamenskarakterer, og ved afslutning af det såkaldte A-level, udmærkede hun sig med en række toppoint og opnåede dermed et scholarship fra den ugandiske regering til gennemførelse af en universitetsgrad.




Resty valgte derfor at påbegynde et studieforløb, som beskæftiger sig med projekter, der vedrører økonomisk vækst i nærsamfundet. Arbejdet med regionalplanlægning fokuserer også på balancen i samfundets økonomiske aktiviteter samt diverse samfundsbehov og miljøbeskyttelse.

Ved afslutningen af uddannelsesforløbet skulle det vise sig, at Resty opnåede det bedste og flotteste slutresultat blandt hendes medstuderende.



Elevene blev fredag den 31. januar fejret af familiemedlemmer samt repræsentanter og professorer ved Makerere Universitet på Arirang Hotel i Kampala.
Resty fik overrakt sit akademiske uddannelsesbevis, og Walter gav en flot tale til pigen på vegne af Uganda Child Care.

Vi er super stolte af pigens nu velafsluttede uddannelsesforløb og ønsker hende alt det bedste fremover!