Fadderhåndbogen 2017

Er du fadder, eller overvejer du at blive fadder, kan du med fordel læse vores fadderhåndbog.

 
FADDERSKABER
HVAD ER ET FADDERSKAB -at ændre et liv
Når du vælger at blive fadder for et barn gør du en kæmpe forskel i et menneskes liv!
 De børn vi sætter op til fadderskaber, er børn, der ikke har meget håb for fremtiden. De bor i nogle af de fattigste områder af Uganda – flere af dem langt ude i bushen. De går måske i skole, de får måske lidt mad, de har måske lidt tøj – men intet af dette er selvfølgeligheder. Når barnet får en fadder, bliver livsnødvendighederne lidt mere selvfølgelige, og fremtiden kommer til at tegne lidt lysere. Med en fadder kan barnet være sikker på, at der bliver betalt skolepenge og at skolematerialerne bliver indleveret, og det kan håbe på, at fadderen vælger at hjælpe yderligere med mad, tøj, skolesager eller lignende gaver fra vores onlineshop. 
Men et fadderskab strækker sig længere ud end blot det valgte barn. Når du bliver fadder for et barn, hjælper du et helt lokalområde. På de skoler hvor vi har mange børn sponseret, har vi mulighed for at give alle børn et godt måltid mad om dagen, og når vores mobilklinik tager ud på skolerne, bliver alle syge børn tilset – sponserede eller ej! Derudover nyder flere lokalområder også godt af UCCs mange øvrige projekter – såsom byggerier af børnehjem, brøndboring og skolebyggerier.
 
HVORFOR FADDERSKABER?
-fra menneske til menneske
Fadderskaber er måske nok en lidt speciel måde at hjælpe på men der er mange gode grunde til at vælge at hjælpe på netop denne måde. For det første giver det dig som fadder en sikkerhed, at du, hvis du vil, kan kommunikere med barnet og dermed blive en del af barnets liv.
Men også for børnene har fadderskaberne vist sig som en metode, der skaber tryghed. De fleste af vores børn ved desværre alt for godt, hvad det vil sige at miste. De har næsten alle mistet en forælder eller anden nær slægtning, måske fordi de er døde af AIDS, måske fordi presset blev for stort, og de ikke mente at kunne overkomme barnet eller måske af en helt anden grund. Der er mange eksempler på, hvordan børn er blevet svigtet og efterladt, og derfor giver det stor værdi i børnenes liv, at der er et menneske i Danmark, for hvem, barnet er betydningsfuldt. Det giver dem selvtillid og en tro på at der er gode mennesker, og de får lidt lettere ved at leve med de sår, deres sjæle har fået.
Sidst men ikke mindst åbner fadderskaber et vindue mellem fadderens og barnets verden, og vores erfaring er, at det er til stor glæde for begge parter at få et indblik i, hvordan livet leves i et land, der både geografisk og kulturelt er langt fra ens eget.
 
HVORDAN FUNGERER ET FADDERSKAB?
-forventninger og forpligtelser
Et fadderskab fungerer sådan, at vi som organisation, og du som fadder, indgår en aftale. Her indgår vi begge forpligtelser overfor hinanden. Fadderen forpligter sig til at betale det aftalte beløb hver måned og til at være meget trofast i sine betalinger. Vi forpligter os til gengæld til at administrere dine penge til barnets bedste.
Pengene bruges i Uganda på skolepenge, løn til vores ansatte, transport ud til skolerne og lignende aktiviteter, der direkte påvirker barnet positivt.
Vi forpligter os til at give dig dokumentation for, når barnet mpdtager dine breve eller din gave ved at sende et billede til dig. Der er ikke noget så dejligt som at se børnenes lykke over et brev eller en onlinegave fra deres sponser, og derfor mener vi at den bedste måde at dokumentere at dette er blevet afleveret på, er ved at give jer faddere muligheden for også at se glæden i børnenes ansigter. Ydermere forpligter vi os til at holde dig opdateret om dit barn ved at sende dig skolerapporter, hvor du kan læse om barnets fremskridt, eller se, om der skulle være problemer med karaktererne. Og til løftet om opdateringer hører også, at vi mindst en gang om året udarbejder en ny profil, der fortæller om barnets familieforhold, levestandart osv. og en helbredsrapport, der fortæller om barnets generelle helbred og informerer dig, hvis vi har måttet behandle dit barn for en sygdom.
 

NÅR ET FADDERSKAB BEGYNDER...
Når først beslutningen om at gøre en forskel er taget, er der ikke langt fra tanke til handling. På vores hjemmeside www.childcaredenmark.dk kan du under ”vælg et barn” se de børn, der netop nu venter på en fadder og her finde det barn, du ønsker som dit fadderbarn. Nogle faddere har specielle ønsker til fadderbarnet, fx til alder eller køn, og med profilerne på hjemmesiden giver vi dig mulighed for at finde lige det barn, du ønsker at blive fadder for, og for at lære barnet lidt at kende allerede fra første færd.

Alle fadderbørn bliver registreret med et KBDnummer og man får som fadder et ID nummer og et link til din personlige dropdox folder. Her ser barnets profil, breve, karakterbøger, billeder fra dine køb i webbutikken, indbetalinger m.m.

Alt information er tilgængeligt for dig i  dropbox. Når der er nyt om dit barn, modtager du en e-mail og du kan herefter klikke ind i din dropbox folder. 

"Specielle behov" (special needs)
Når du opretter dig som fadder beder dig tage stilling til, er spørgsmålet om specielle behov.
 Nogle faddere ønsker at støtte deres børn ud over det månedlige bidrag, men ved ikke hvad der er godt at give. Men med ’specielle behov’ kan fadderen få oplyst, hvad det præcis er barnet behøver. Men hele tanken bag ’specielle behov’, er også, at man som fadder kan få mulighed for at hjælpe, hvis der sker noget uforudset i barnets liv. Vi har eksempler på børn, der har brug for briller, operationer eller kaution for uretmæssigt ophold i fængslet, og i sådanne tilfælde er fadderne ofte meget interesseret i at hjælpe, og vi vil derfor give jer denne mulighed.


Som fadder bør man tænke over, at man måske ikke altid har mulighed for at hjælpe, og for at opfylde barnets behov, hvis vi fx finder børn og familier hvis boligforhold er ekstremt dårlige. For selvom ca. 20.000 kr for et hus er billigt set med danske øjne, er det stadig mere end mange faddere kan afse, og det er vigtigt for os at gøre opmærksom på, at man ikke forpligter sig til at opfylde barnets specielle behov, blot fordi man beder om at få dem oplyst. Alligevel kan det for
nogle mennesker føles ubehageligt at måtte overhøre en oplysning om et specielt behov, fordi økonomien ikke rækker til det. Så overvej, om oplysningerne vil gavne fadderskabet eller være kilde til dårlig samvittighed – og træf så dit valg.
 
KOMMUNIKATION
- BREVE, PAKKER & PORTO
Mange faddere vil gerne vil have det personlige islæt som fadderskaberne giver. Den bedste måde at gøre fadderskabet personligt, er at sende breve eller pakker ned til barnet. Den anden vej sender børnene breve eller tegninger til deres fadder efter hver termin.
Men inden man som fadder kaster sig ud i at sende breve og pakker, er der nogle ting, man skal huske at tænke over. For det første er mange af børnene så små, eller så nye i skolen, at de endnu ikke er stærke i engelsk. Vi hjælper selvfølgelig børnene med at læse dit brev, men lad være med at skrive lange og abstrakte breve til helt små børn. Fortæl i stedet om emner, børnene kan forholde sig til, fx om din familie, og send gerne billeder med. Børnene elsker billeder, og det gør det lidt mere virkeligt for dem, at de har en fadder. Nogle faddere har også sendt børnene deres egne billeder, printet fra hjemmesiden, og det bringer altid lykke.

Hvis du vil undgå post danmark så kan du her på hjemmesiden uploade et brev.
Hvis man gerne vil give barnet en gave fra Danmark, er der ting, der er gode at sende og ting, som man helst ikke skal sende. Tænk over, at der er kulturforskel, og at det ikke er alle ting, der er ligeså tilgængeligt, som det er i Danmark.
Send fx gerne klistermærker, penalhuse i flotte farver, små dukker, hoppebolde, sjippetorv og negleklippere. Der er selvfølgelig mange andre eksempler på ting, der er gode at sende men lad være med at sende legetøjsvåben, stærk eller salt slik eller noget, der bruger strøm eller batterier. Når du skriver til barnet, skal du være opmærksom på, at hvis du giver barnet din adresse, kan den komme i de forkerte hænder. Måske vil en onkel eller et andet familiemedlem sende tiggerbreve eller lignende direkte til dig. Vi videregiver aldrig en fadders adresse til barnet, og vi opfordrer dig til heller ikke at gøre det, så vi kan sikre, at vores faddere f.eks. ikke modtager behagelige tiggerbreve.
Hvis man sender en pakke eller et brev til sit fadderbarn, kvitterer vi med et billede af barnet med kuverten. Men postgangen mellem Danmark og Uganda er langsom. For almindelige breve er 2-3 uger meget almindeligt, men større kuverter og pakker tager oftest længere tid. Vær derfor tålmodig når du venter på billedet. Hvis du synes, der er gået uforholdsmæssig lang tid, er du selvfølgelig velkommen til at kontakte os, så undersøger vi, om vi skulle have modtaget pakken og informerer, om hvornår vi forventer at aflevere den.
 
ONLINESHOPPEN
- en ekstra håndsrækning
Hver dag modtager vi ordrer fra faddere, der på den ene eller den anden måde gerne vil forsøde deres fadderbarns liv. I onlineshoppen forsøger vi at give fadderne mulighed for at give børnene det, man som barn i Uganda har størst behov for, og samtidig slippe for den dyre porto.
Der findes to typer af varer i onlineshoppen, et standartsortimentet og udskiftelige varer. Til standartsortimentet hører eksempelvis madpakke, skoleuniform, madrasser etc. De udskiftelige varer er ofte legetøj, og bliver udvidet, når vi finder et godt tilbud og kan købe et stort parti. Det betyder, at nogle ting kun findes i onlineshoppen i kort tid, før de er udsolgt, men det betyder også, at der altid er nye og spændende varer i onlineshoppen.


Hvis du har lyst, kan du indtaste en lille hilsen til dit fadderbarn, som vi printer ud og afleverer sammen med gaven. Det er vigtigt, at hilsenen er skrevet på engelsk, da det er vores socialarbejdere, der står for gaveuddelingen og de er alle lokalt ansatte og kan altså ikke forstå dansk.
 Når du handler i onlineshoppen kan du betale med alle betalingskort.

Onlineshoppen kan også bruges til at lave overførsler til UCC generelt, fx til et projekt, du gerne vil støtte eller til at betale det månedlige fadderskab.

NY FADDER
– HVAD SKAL JEG GIVE? - mangler de virkelig alt?
Når man som fadder for første gang har bestemt sig til at give en onlinegave, kan det være svært at beslutte sig til, hvad gaven skal indeholde. Man har endnu ikke så mange oplysninger om sit barn, og man vil gerne give det allerbedste og det, barnet bliver aller gladest for. Løsningen på det problem er egentlig meget enkel, for disse familier er så fattige, at de mangler alt, og derfor bliver utrolig lykkelige for hvad som helst. Det arbejde vi gør blandt børnene grænser til nødhjælp,
og det betyder at alt er nødvendigt. Alligevel har vi som hjælp til nye faddere sammensat en ’startpakke’, som indeholder de mest basale ting, og som giver et godt udgangspunkt, der senere kan suppleres op.
Det er helt forskelligt, hvordan faddere prioriterer, når de køber gaver til børnene. Mens nogle mener, at legetøj er overflødigt så længe barnet ikke får ordentlig mad, ser andre den store indflydelse, det at have noget, der er ens eget, kan have på børns udvikling og selvværd.


UCC FILM
- et indblik i fadderbarnets liv.
I onlineshoppen er der også mulighed for at købe en UCC film. Filmen er ca. 20 minutter lang, og viser dit fadderbarn, når han eller hun modtager den gave, du har bestilt. Vi bestræber os på at vise så meget af barnets hverdag som muligt, og vi forsøger at lade barnet være så aktivt som muligt, men på grund af den ugandiske kultur, som har lært børnene at være stille og ydmyge, kan det godt være lidt af en udfordring. Oftest vil en UCC film vise barnets skole og klasseværelse, deres hjem og haven samt de familiemedlemmer, der vil møde os i huset. Vi snakker lidt med familien og barnet og får lidt at vide om barnets hverdag, og oftest leger vi lidt med barnet, fordi det gennem leg er lettere at få barnet til at slappe af og være sig selv på filmen. Vi har derfor også erfaring for, at de film, hvor gaven har indeholdt lidt 
legetøj, er blevet de bedste.
 
PÅ KONTORET
- mange ting under samme tag
Selvom vi i daglig tale benævner UCCs base som ’kontoret’, er dette ord langt fra dækkende for, hvad der rent faktisk foregår på stedet. På kontoret sidder Harriet og tager sig af billederne som skal uploades til fadderne. Babra er regnsskabsfører og modtager ordrer fra onlineshoppen.  

Der er også en Craftshop hvor vi sælger afrikansk kunsthåndværk som når der er kunder bliver passet af Harriet. Vores systue er også lokaliseret i kontorbygningen, her sidder skrædderen Resty og syr skoleuniformer til børnene. Overfor ligger klinikken, hvor Kezia opbevarer sin medicin og øvrige behandlingsmidler.

Selvom Kezia primært er ansat som ’felt-doktor’ og har sin daglige gang på skolerne, fungerer klinikken også som stationær praksis, og samtidig er den kontor sekretæren hjælper med at skrive helbredsrapporterne ind og holde orden i journalerne.
Det sidste projekt, der har til huse i bygningen, er Café Frikadellen og vores kunskhåndværksbutik hvor vi serverer dansk/internationalt mad. Caféen er blevet en succes som mange mennersker efterhånden har fået smag for.
 
PÅ SKOLERNE
- en typisk dag for en socialarbejder
Næsten hver eneste dag er vores socialarbejdere på besøg på en af de 30 skoler, som UCC samarbejder med. Arbejdsopgaverne kan være mange, men uddeling af onlinegaver er altid på listen over ting der skal gøres. Desuden er der ofte nye profiler, der skal tages, så flere børn kan blive sat op til fadderskab eller gamle profiler, der skal opdateres.

Det sker også ved næsten hvert skolebesøg, at socialarbejderne har spørgsmål fra faddere med i felten. Derfor er det mange børn, socialarbejderne hver dag har kontakt med, og som lokale nyder de godt af børnenes tillid. Vi oplever gang på gang, hvordan socialarbejderne kan melde de utroligste historier tilbage, simpelthen fordi børnene stoler på socialarbejderne og betror sig til dem. En anden fordel ved at vores socialarbejdere er lokale er, at de kender kultur og tradition. Ofte må vi spørge dem til råds, når vi får oplysninger om en situation, vi ikke forstår eller en konflikt, vi ikke ved, hvordan vi skal løse.
Socialarbejdernes dage på skolerne kan være meget lange og travle, og det er ikke sjældent at de møder komplikationer af den ene eller den anden art. Det kan være børn, der er holdt hjemme fra skole for at arbejde, det kan være uanmeldte ferier og helligdage eller andre omstændigheder, der gør det hele lige lidt mere kompliceret. Derfor må vi og I væbne os med tålmodighed og vende os til tanken om, at alting ikke er så simpelt i Uganda, som vi kender det fra Danmark.
  
MOBILKLINIKKEN
- med Kezia i felten

Når turen går til en skole, der ligger langt fra Masaka by, tager vores Clicial Officer Kezia ofte med. På skolerne tilser hun først og fremmest de syge børn – sponserede eller ej. De typiske arbejdsopgaver består for Kezia i at behandle Malaria og ringorm og at fjerne jiggers fra børnenes fødder. Hverken behandling eller medicin koster noget, for det er vigtigt at holde et god sundhedsniveau blandt børnene. Hvis hun har mere tid tilbage, undersøger Kezia de sponserede børns generelle sundhedstilstand. Mange familier nyder godt af Kezias arbejde, og vi er meget glade for at se den forskel hun gør.

PÅ INDKØB
- jagten rundt i hovedstaden
Ca. et par gange om måneden går turen til Ugandas hovedstad Kampala, hvor indkøbsmulighederne er lidt bedre og varesortimentet lidt mere varieret end i Masaka. Det er på disse ture, at varerne til onlineshoppen bliver udvalgt og indkøbt, men det er ofte en besværlig proces. I Uganda kan man ikke bare regne med, at udvalget i butikkerne er det samme, som det var i sidste måned. Så selvom vi har fundet nogle virkelig gode, solide og billige babydukker, er der ingen garanti for, at vi kan opdrive dem igen, når de er udsolgt fra onlineshoppens lager. Det er derfor, udvalget i onlineshoppen skifter så relativt ofte. Derfor tager det en hel dag på jagt i hovedstaden for at finde brugbart legetøj ol. Til onlineshoppen, og alligevel er der ingen garanti for, at vi kommer hjem med det, vi havde håbet. En anden faktor, der besværliggør indkøbene til onlineshoppen, er de høje priser. Vi ønsker at holde prisniveauet i onlineshoppen så lavt som muligt, men da de fleste legesager er importvarer, er prisen ofte uforholdsmæssig høj, og nogle gange afspejles det på priserne i onlineshoppen.
 
Bloggen (dagbogen)
- hverdag og visioner
På vores hjemmeside kan du i dagbogen følge med i vores liv i Uganda. Dagbogen fortæller om alt, hvad der rører sig I os og i Uganda Child Care. Vi ønsker hele tiden, at have vores faddere med i det vi gør, og derfor kan I både læse om det, der sker her og nu – om vores ture rundt omkring til skolerne og hverdagens andre aktiviteter, og om visionerne og de ting, der stadig er på tegnebrættet. På den måde håber vi, at det arbejde vi gør, og den forskel, du som fadder gør, bliver lidt mere virkeligt for dig.
 
NÅR DU VIL VIDE MERE...
Hvis du følger med i vores dagbog, vil du også vide, at alting tager længere tid og er mere omstændigt i Uganda, end det er i Danmark. Når vi skal aflevere en onlinegave, tjekke op på ’specielle behov’ eller finde svar på et spørgsmål fra en fadder, tager det en halv eller en hel dag. Man kan ikke lige ringe ud til landsbyen for at spørge, hvor gamle Sarahs søskende er, eller om Derick nu også har en madras. Hvis der er nogle spørgsmål, du virkelig gerne vil have svar på,
eller oplysninger, du mener er nødvendige at have, for at du kan hjælpe bedst muligt, så kan du altid skrive til os via hjemmesiden. Men vi vil gerne bede vores faddere tænke over, at arbejdsgangen er meget langsom, og mener vi at svare godt kan vente lidt bliver de så vidt muligt besvaret næste gang socialarbejderne opdaterer profilerne af børnene.
 
BARNETS HVERDAG

UNDERVISNINGEN ...he does what?

Undervisningen i de Ugandiske skoler er meget anderledes, end den vi kender fra Danmark. Det meste af undervisningen foregår ved afskrivning fra tavlen og udenadslære. Læreren giver først en oplysning og formulerer derefter samme oplysning som et spørgsmål. Et eksempel kunne lyde: ”this law was signed in 1989 – this law was signed when?” og klassen svarer i kor: ”in 1989”.


Denne måde at blive undervist på motiverer ikke børnene til at tænke kreativt og selvstændigt, og de lærer ikke at arbejde problemorienteret som børnene i de danske skoler gør. Derfor er det
meget vanskeligt for børnene i Uganda at løse en opgave, der ikke er bygget op over en spørgsmål/svarmodel. Ofte vil faddere opleve, at barnets tegninger er små og enkle og med beskrivelser – for det er sådan, de lærer at tegne. De får besked om at tegne et hus, skriver ”a house” og tegner en lille tegning.

De har ikke fantasi til at forestille sig et landskab eller nogen anden form for helhed. Det samme afspejler sig i børnenes breve. De virker ofte korte og dikterede, fordi børnene simpelthen aldrig er blevet stillet overfor en opgave af den karakter – skriv et brev! Dog er det vigtigt for os hele tiden at opmuntre børnene til at forsøge, ligesom vi opmuntrer lærerne til at gøre undervisningen mindre baseret på udenadslære og begynde at inddrage leg.
Det ugandiske skolesystem er delt op i nursery, primary og secundary school, når man ser på grunduddannelserne.


Skolesystemet i Uganda
Nursery er førskole og består af baby- og top-class, hvis forældrene har råd begynder børnene her, når de er en 3-4 år gamle. Selvom det er førskole lærer børnene alfabetet og tallene, men de får også lov til at tegne og lege en gang imellem.
Derefter kommer primarydelen, som består af 1.-7. klasse og ca. svarer til de samme klassetrin i Dk.
Efter 7. klasse er der en afsluttende eksamen, som tages utroligt seriøst. Skoleåret består af tre terminer, den sidste op til jul, som ender med eksaminer på alle klassetrin. Det er disse resultater, som du modtager som skolerapporter.

Secondary school er fordelt på to niveauer: O-level og A-level, som det kendes fra det engelske skolesystem. O-level svarer ca. til den danske udvidede folkeskoleeksamen og A-level til en gymnasiel eksamen. O-level tager 4 år, A-level 2 år oveni. For at komme universitetet, lærer kollegiet eller lignende er det nødvendigt med et godt A-level resultat.

 
TYPISKE SYGDOMME
- et liv med larvefødder
Når man som fadder får sundhedsrapport fra Kezia, kan der ofte være oplysninger, der er svære at forstå. I Uganda er de almindelige sygdomme nemlig helt andre end dem, man kender til i Danmark.
Den farligste af disse sygdomme er malaria, som overføres via myg. Fra barnet bliver stukket, går der ca. 7 dage, før symptomerne viser sig i form af høj feber, opkastninger, voldsom hovedpine etc. Bliver barnet ikke behandlet, kan det dø indenfor to uger. En af de mest effektive metoder til at undgå malaria er at give sit fadderbarn et myggenet.
En anden almindelig sygdom, der dog ikke er nær så alvorlig, er jiggers. En jiggers er en lille larve, der æder sig op I børnenes fødder, hvor den bedøver kødet og begynder at formere sig. Bliver de ikke fjernet, vil barnets fødder hæve op,
og vi har set tilfælde, hvor et barn ikke kunne gå pga. jiggers. Den bedste måde at undgå jiggers er at give sit barn sko og strømper.
Børnene hernede er også meget plaget af ringorme, især i hovedbunden. Ormene er meget mere udbredte, end vi kender dem fra Danmark, og flere børn har væskende sår i hovedbunden pga. sygdommen. Bliver de ikke behandlet, vil håret falde af, og børnene vil blive permanent skaldede.
 
FAMILIEFORHOLD
- men din mor var da død...?
Den ugandiske familiekultur er meget mere omfattende end den danske. Dvs. at et barn ofte kalder sine onkler og tanter for mor og far og diverse gamle mennesker for bedsteforældre. Det betyder, at et barn sagtens kan sige, at det stadig har sin mor, selvom det kun er en stedmor, simpelthen fordi man ikke er så nøjeregnende med, hvad man kalder det. Det kan forklare mange problematikker, hvor barnets mor tilsyneladende var død, men nu pludselig er levende eller omvendt.
En anden side ved den ugandiske familie er, at børnene flytter meget rundt mellem slægtningene alt efter, hvem der har meget mad eller mest brug for deres arbejdskraft. Det betyder, at antallet af søskende kan skifte utrolig meget. Denne rundflytning er også en af de ting, der gør, at et fadderbarn sagtens kan forsvinde lige pludselig og i stedet befinde sig ved en slægtning i Kampala.
 
MADVANER
- grønne bananer og majsmel
På skolerne ser vi mange børn, der lider af fejlernæring. Den primære årsag hertil er, at børnenes mad ikke er varieret. De fleste familier spiser, hvad de nu engang dyrker på deres jord, men retter som matoke, pocho og porridge er almindelig dagligdagsføde for fadderbørnene, men helt ukendte for fadderne. Matoke er en tyk grød af kogte, grønne bananer. De fleste ugandere holder meget af matoke, som de spiser så ofte som muligt. I de fattige bushområder spiser man grønsags- eller bønnesovs til, mens det på restauranter og hoteller serveres med jordnøddesovs.
Pocho er majsmel og vand, der koges ind til det får en konsistens som kartoffelmos, med en smag, der er meget beskeden. Hertil får de oftest bønnesovs, og pocho med bønner er et meget almindeligt skolemåltid. Porridge er en tyk drik bestående af mel, vand og sukker, som oftest bruges som mellemmåltid på skolerne.
 
BOLIGFORHOLD  - mudder og blik
Også barnets boligforhold er meget anderledes, end vi kender dem fra Danmark. Det mest normale for vores fadderbørn er et mudderhus med to værelser med tag af blikplader eller græs. Det ene værelse fungerer som opholdsrum og det andet soveværelse. Det er ikke unormalt, at børnene sover flere søskende på samme måtte, og er de så heldige at have en madras, bliver endnu flere klemt sammen der. Som regel er der ingen møbler i huset, kun måtter til at sidde på.
Husene er ofte utætte, så regn og blæst kommer lige ind, og selvom det som regel er godt vejr i Afrika, kan der især I regntiden være meget koldt om aftenen. Derfor oplever børnene ofte at fryse, og både deres helbred og hygiejne forværres af de dårlige boligforhold.
 
UGANDA CHILD CARE SOM ORGANISATION LEDELSE, MEDARBEJDERE OG VOLUNTØRER
- Mzunguerne og mudugavuerne i UCC

I UCC arbejder der to slags mennesker, Mzunguerne (luganda: hvid mand), som er danskerne, og mudugavu ́erne (luganda: afrikaner), som er vores lokale arbejdskraft. Begge typer af arbejdere er en stor gave for vores arbejde, og vi har erfaret, hvordan Mzunguer og Mudugavuer komplimenterer hinanden rigtig godt. Afrikanerne kender kulturen og traditionerne i Uganda, de ved, hvordan det forventes, at tingene bliver gjort, og de kan forklare os om alle de ting, der er særegent ved Uganda, men som ligger langt fra den danske tænkemåde. Omvendt er Mzunguerne gennem det vesteuropæiske skolessystem fået en bedre evne til at tænke kreativt og problemløsende.
 Efterhånden som UCC vokser, får vi brug for flere og flere lokale til at løse de daglige opgaver på kontoret og i felten. Antallet af volontører svinger meget, men vi har dog erfaret, at der er flere og flere, der ønsker at komme til Uganda og give os en hjælpende hånd, hvilket vi er meget taknemmelige for.

KRISTENDOMMEN I UCC
- Hvad I har gjort imod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig!
UCC er en organization some er bygget på et krintent fundament og som praktisk udfører næstekærlighed og omsorg til alle børn i Uganda, uanset hvem de er, hvordan de ser ud, hvilken stamme de tilhører og helt uden hensyn til hvilken politisk overbevisning eller religion, de tilhører. Men det betyder ikke, at religion er en ligegyldig faktor i UCC. Faktisk er religionen – kristendommen – den altafgørende faktor i UCC, for havde der ikke været en Gud, der havde talt til os om at arbejde i Uganda, var organisationen aldrig blevet stiftet eller udvidet, som den er.


De skoler, vi samarbejder med, er alle bygget på et fundament af kristendom, ofte af pastorer, der mener, at deres virke ville være falsk, hvis de kun byggede kirker, men ikke imødekom de andre behov, de kunne se i området. Når svigtede børn oplever kærlighed på skolen eller i kirken, så er vi glade.
Tit er det svigt så stort, at de fuldstændigt har mistet tilliden til andre mennesker - og det er der, børnene har brug for at vide, at selv om deres mor og far har forladt dem, så er der en Far i himmelen, som aldrig vil forlade dem. Vi har set mange eksempler på børn, som har fået total indre lægedom af Gud, og det er det, som giver os lyst til at gøre endnu mere. De fleste ansatte i UCC er personligt kristne, gør det daglige arbejde lidt nemmere. Vi ved alle sammen, at vi er her på kald fra Gud og derfor har vi lyst til at lave det arbejde, der ligger foran os, og vi har hjerte til at hjælpe hinanden.
 
ANDET END FADDERSKABER?
Ja , UCC er meget mere end fadderskaber, men fadderskaberne er grundpillen i hele organisationen, uden vores faddere ville vi ikke være i stand til at drive nogle af de andre projekter – ja, uden vores faddere ville der slet ikke være noget, der hed Child Care Denmark. Men fordi vi har fadderskaberne som fundament, er vi hele tiden i stand til at udvide og puste liv i nye visioner. F.eks. driver UCC nu en skole, 3 børnehjem og et babyhjem.
 
PRAKTISK INFORMATION
BETALING
Det månedlige beløb, som for det meste er på 150 kr om måneden, skal sættes ind på vores danske konto i Nordea. Beløbet skal tydeligt mærkes med barnets nummer f.eks.: ID 123
-kbd123 Har man flere børn er det bedst at lave een overførsel til hvert barn. Har man købt gaver i onlineshoppen bedes man også lave en speciel overførsel til dette. Dette gør det nemmere for os regnskabsmæssigt.

Man skal lave en bankoverførsel til følgende konto: Nordea bank Reg: 2276 kontonr.: 3483-597-915

Dine indbetalinger til Child Care Denmark er fradragsberettiget. Gaver til barnet som er købt i onlineshoppen er også fragragsberettiget.

Hvis du bor i udlandet skal du bruge disse kontooplysninger:
Account holder: Child Care Denmark

Account number: 3483-597-915.

Iban nr. DK5120003483597915
S.W.I.F.T NDEADKKK, Nordea Bank Danmark A/S

KONTAKT TIL UCC
Hvis du ønsker at kontakte os i UCC, med spørgsmål er du altid velkommen til det. Du kan skrive til os på mail: admin@childcaredenmark.dk 
(husk at skrive dit ID nummer ved henvendelse)

Du kan også følge os på facebook på www.facebook.com/Childcaredenmark

Klikker du “syntes godt om” på siden så vil vores opdateringer automatisk komme op på din facebook profil.

Vores skype profile er: childcaredenmark

ADRESSE TIL BARNET I UGANDA

Når du sender breve eller pakker til dit fadderbarn, skal du benytte følgende adresse:
Uganda Child Care

”barnets navn og KBD-nummer”

P.O.Box 961
Masaka

Uganda


Tak for at du læste denne fadderhåndbog!

Kærlig hilsen

Ruth og Carsten Jespersen